Baungaarden har eksisteret som bofællesskab siden 1985, og har siden da eksperimenteret med bæredygtig hverdag, livsstil og byggeri.
Vi bor 6 familier sammen. Vi er 8 voksne i alderen 32-73 år, fire børn i alderen 0-6 år og to unge på 14 og 18 år (og derudover har vi plads til en sjette familie).
Fagligt dækker vi over pædagog, dyrlæge, sociolog, bygningskonstruktør, læge, erhvervsøkonom, VVS'er og geolog.
Vi lever i flere forskellige familieformer. Vi er både par, hvor børnene er flyttet hjemmefra, enlige og par med hjemmeboende børn.
Vi drømmer om en bæredygtig og mere lige verden, hvor vi kan spise, bo og transportere os miljø- og klimavenligt.
Vi har en madordning, hvor vi betaler 2100 kr. pr. voksen / 960 kr. pr. barn pr. måned til et fælles madbudget, som dækker al basismad, og i praksis er det stort set alt, hvad vi spiser i hverdagen.
Vi handler både ind individuelt og fælles. Hver lørdag tager vi på skift på torvet og køber grønt hos Gartneriet Rødmose, som er et lokalt biodynamisk gartneri.
Vi er med i Uhrhøj Naturlaug, hvor vi tilser dyrene på engen/overdrevet i løbet af sommeren. Æg får vi fra vores egne høns.
Vi har fælles spisekammer med økologiske basisvarer, grøntsager og fryserne fulde af kød, bær og andre frostvarer - og rester.
Vi laver fællesmad fem gange om ugen. Der er én, der står for maden, således at hver voksen laver mad hver anden uge.
De fleste af os spiser kød, men vi spiser oftest grønt. Den, der står for madlavningen, bestemmer suverænt, hvad vi skal spise.
Vores 575 opvarmede m2 opvarmes med vedvarende energi.
Vi har en stor træpillekedel, en finsk masseovn i én af boligerne og almindelige brændeovne i nogle af de øvrige.
Det varme vand i hanerne sørger solfangere for hele året.
Vi har et solcelleanlæg, som producerer vores strøm.
Men filtede futsko er nu også godt.
Andelsforeningen Baungaard
Hover Kirkevej 49
7100 Vejle